Skovsgaard 2017
Week-end på Langeland
Vi Indbyder igen alle tegne- og maleinteresserede til en week-end på på Skovsgård gods på Langeland, med dens helt specielle natur. Se film fra Skovsgaard.

Skovsgård Gods ejes af Danmarks Naturfond. Vi har haft en række møde med centrale personer med tilknytning til godset om et arrangement i weekenden
19. 20. & 21. maj 2017
Vi har reserveret
1 sovesal for piger og 1 sovesal for drenge, hvor der kan overnattes for 100 kr. pr nat (der skal medbringes sengelinned og sovepose eller dyne/hovedpude)
3 enkeltværelser med sovesofa til 250 kr. pr. nat (der skal medbringes sengelinned og sovepose eller dyne/hovedpude)
2 dobbeltværelser til 450 kr. pr. nat (der skal medbringes sengelinned)
Der er fælles bad og toilet for piger på gangen og do. for drenge. Toiletterne er små – du skal “bakke ind”. Faciliteterne er primært lavet til skoleklasser. Deltagere der overnatter i telt og campingvogn er velkommen til at benytte disse faciliteter, men da der kun er to brusere må du indstille dig på ventetid i morgentimerne.
Værelser mv. administreres af Skovsgård Madmarked, som driver det økologiske spisested på Skovsgaard. Værelser skal bestilles hos os via tilmeldingsblanketten, som der er link til sidst i dette nyhedsbrev.
Snarest efter tilmelding udsendes opkrævning via e-mail på 50% af udgiften til værelsesleje. Restbeløbet for værelsesleje opkræves ca. 30 dage før arrangementet. I tilfælde af en værelseslejer bliver forhindret i at deltage tilbagebetales beløbet fratrukket 100 kr. til administration forudsat vi kan genudleje værelset.
Overnatning i sovesal vil blive opkrævet via e-mail ca.30 dage før arrangementet og vil blive tilbagebetalt fratrukket 25 kr. til administration hvis den pågældende bliver forhindret i at deltage.
Madmarkedet vil arrangere morgenmad for 50 kr., – smør selv madpakke, som du kan have med ud i marken for 50 kr. eller frokost i cafeen for 100 kr. og aftensmad for 125 kr.
Mad vil blive opkrævet via e-mail ca. 30 dage før arrangementet og blive tilbagebetalt fratrukket 25 kr. til administration hvis afmelding sker senest 10 dage før.
Efter aftale med Marianne Kragh Petersen vil der være mulighed for opstilling af telte og campingvogne. Nærmere herom vil blive udsendt til deltagerne.
I forbindelse med sidste års evaluering har vi noteret os enkelte bemærkninger omkring værelser og mad. At der ikke var toilet og bad til de enkelte værelser, at der manglede affaldsspande og aflægsplads på værelser, at toiletterne var meget små, at maden kunne have været mere varierende, at der manglede rugbrød, at priserne var i den dyre ende o.s.v.
Vi gør opmærksom på at mad og overnatning er tilbud, og at du ikke er forpligtet til at benytte disse.
Der findes flere kroer på Langeland som tilbyder mad og overnatning ligesom der findes flere BB’er. F.eks. Solhøjgård BB som ligger i et fredet område ned til Lindelse Nor. Klik på linket og se på tilbuddene.
Lindelse Nor, er Langelands eneste større indskæring. Det indtil 5 m dybe, ca. 10 km2 store, uregelmæssige farvand syd for Rudkøbing tjente tidligere som vinterhavn for byens sejlskibsflåde.
Poul, der har et indgående kendskab til Langeland og dens natur vil kunne vejlede om egnede steder at tage hen, og han vil lige som Ulla og Per drage ud i naturen og male.
Vi er blevet lovet et lokale på godset hvor vi kan samles og holde billedmøder for de der måtte være interesseret heri.
Vi håber på godt vejr, men i tilfælde af vedvarende regn vil vi selvsagt være nødsaget til at tegne inden døre.
Vi har udtrykt ønske om igen at få lov til at lave en udstilling på stedet, men vi må vente med svar herpå. Hvis der bliver mulighed herfor sender vi besked ud herom.
Sidste år blev de to bålpladser okkuperet af skolebørn der overnattede i tippier på stedet. Der vil igen i år være skolebørn på besøg med overnatning, men vi har fået lovning på, at der bliver opstillet bålfad til os i parken.
Af hensyn til den videre planlægning er vi interesserede i snarlig tilbagemelding. Weekenden vil være åben for alle medier. Tørpastel, oliepastel, akryl, olie, tusch, kul, akvarel o.s.v. Det forventes at du kan arbejde selvstændigt med dine billeder, da der ikke bliver undervisning, og du skal selv medbringe nødvendige materialer.
(Klik på dette LINK og tilmeld dig arrangementet.) – Elektronisk tilmelding lukket – kontakt arrangør hvis du ønsker at deltage.
Pris for deltagelse 0 kr.
p.g.v.
Ulla Ellyton, Poul Rasmussen og Per Laustsen